Rocket League for voksne

Vejledning Gaming

Rocket League er en skør kombination af fodbold, radiostyrede biler og ekstrem hastighed. Man bruger sin bil til at skubbe en bold ind i modstandernes mål eller til at påkøre modspillerne. Udstyret med raketmotor og hoppefjedre kan bilerne kastes ud i akrobatiske manøvrer, der gør den automekaniske omgang fremtidsfodbold hektisk og morsom. Spillet er både sjovt og kaotisk - specielt hvis man er flere om samme konsol!

Rocket League kort fortalt

I Rocket League kan man vælge mellem mange forskellige biler, som har næsten identiske køreegenskaber. Når man har valgt sin bil, kører man ind i arenaen, hvor dørene lukkes, og bolden gives op til en kamp. Får man skubbet bolden ind bag modstandernes mållinje, indkasserer man et mål. Men bag det simple udgangspunkt gemmer sig en lang række strategiske muligheder. Man kan fx have en spiller, der fysisk skubber biler fra modstanderholdet af vejen, så en anden kan score, eller man kan lære at jonglere med bolden på bilen. Man kan også vippe bolden op i luften, så en medspiller kan bruge sin raketmotor til at knalde bolden ind bag en sagesløs målmandsbil. Spillet er simpelt, men mulighederne er mange.

Rocket League har i øvrigt en etableret esportsscene, ligesom ’CS:GO’ og ’League of Legends’, omend den er markant mindre. De største esports- og LAN-events har typisk også en Rocket League-turnering kørende, som ofte foregår på de mindre scener. For de ambitiøse spillere er der dog et niveau, hvor penge- og grej-præmier er en mulighed

Rocket League er et sportsspil, men ikke som de er flest. Undervejs i køretøjsfodboldkampene kan man flyve rundt på banen, jonglere med bolden på sin kølerhjelm eller bare påkøre modstanderne i topfart. Reglerne er simple: Når tiden løber ud, er det holdet med flest mål, der vinder. For de fleste nybegyndere ligner spillet lilleputfodbold, hvor alle stormer den korteste vej efter bolden. Men der kommer hurtigt et strategisk lag i kampene, og meget af spillet begynder at foregå i luften i stedet.

Selvom bilerne eksploderer, er spillet ikke uhyggeligt. Med den høje hastighed og det hektiske gameplay kan det være overvældende for de mindste. Oftest ender det dog i grin og underholdende virvar. I Rocket League skal man være særligt opmærksom på de mange mikrotransaktioner og deres fremtrædende rolle i spilmenuerne.

Vær opmærksom på:

  • Det tårnhøje tempo kan være for hektisk for nogle unge spillere.
  • Mikrotransaktioner og de mange sjove biler kan hurtigt koste mange penge.

Samarbejde og holdspil 

I Rocket League spiller man enten alene eller på hold af to eller tre spillere. I starten vil spillet være præget af sjovt kaos, hvor alle drøner rundt og jagter bolden på samme tid, men for dem, som er rigtig gode til spillets mere taktiske elementer, kan det være frustrerende at spille “lilleput-bold”.

Vi anbefaler:

  • Det kan være svært at lave hold på tværs af evner. Sørg for at italesætte spillet som en leg, og at de gode spillere kan hjælpe de mindre gode. Tilbyd eventuelt ungerne at spille fra en anonym eller en klubkonto, så deres egen ranking (placering på ranglisterne) ikke er på spil.

Spilletid

Rocket League er et konkurrencespil, hvor det gælder om at vinde. En kamp tager typisk fem minutter plus eventuel overtid. Spillet er nemt at forstå, men til gengæld byder det heller ikke på et større univers eller en historie, man kan fordybe sig i. Spillet er velegnet til et par hurtige runder, mens man sidder og griner over virvaret på skærmen.

Hvad koster det?

Rocket League er gratis at installere og spille, men man kan stadig bruge masser af penge, fordi spillet er fyldt med mikrotransaktioner. Det er muligt at købe en masse, primært kosmetiske, ting for beskedne summer, men som tilsammen hurtigt kan løbe op. Alle tingene er lettest at tilgå ved at købe dem for rigtige penge, men mange udsmykninger og biler låses op ved bare at gennemføre kampe eller stige i 'level'.

Vi anbefaler:

  • Opgraderingerne i Rocket League har meget lille indflydelse på spillet. Sørg for, at spillet er en sjov leg og ikke bliver et kapløb om at have den største hækspoiler eller de bredeste dæk.

PEGI 3+

PEGI-aldersmærkning er vejledende om spillets indhold på billed- og lydside. PEGI er ikke et forbud mod, at yngre børn spiller et bestemt spil. PEGI-mærket ’!’ indikerer at platformen kræver voksensinvolvering.


Udgivet af Medierådet for Børn og Unge i samarbejde med Center for Digital Pædagogik. Opdateret februar 2024. Kvalitetstjekket af Center for Ludoman

Download Rocket League for voksne

Opsummering

Voldeligt, uhyggeligt eller blodigt? Nej


Mikrotransaktioner? Ja


Intenst gameplay?* Middel


Svært at lære? Nej


Muligt at tale/skrive med
fremmede spillere?
Ja


*Gameplay beskriver den måde, man spiller spillet på.


Husk altid at tage højde for det enkelte barn, når du skal vurdere egnetheden af et spil.

ORDBOG

Chip
Et skud, der løfter bolden.

FF
Forfeit betyder "at give op". Det skrives typisk i chatten til holdkammerater, hvis man tror, at kampen allerede er tabt.

Blueprint
Blueprints fås ved at spille spillet, og de viser en genstand, man så kan betale rigtige penge for at få og bruge.


Psy Net
Spillere, som deltager fra en anden platform (PC/PS/Xbox/Switch).

Snipe
Et langskud på mål.

Sweaty/sweating
Et udtryk brugt om en spiller, som spiller for alvor og for at vinde.

Whiff
At skyde ved siden af målet på en nem chance.

Turtle
Når en bil ligger ubehjælpsomt på sit tag.

Mikrotransaktioner
Tilkøb inde i spillet, fx af nye biler eller udsmykninger.